Den sværeste beslutning jeg har taget med hensyn til at være opdrætter, måtte jeg tage i april i år. Nevis blev 1 år og blev derfor HD fotograferet på hofterne, som vi jo altid gør. Resultatet var desværre i som vi havde håbet og vi valgt at hun ikke skulle bruges i avlen. Men så manglede vi jo en ny avlstæve. Skulle Nevis så blive og “bare” være jagthund? og så skulle vi beholde én fra dette års kuld….. så havde vi pludselig 4 hunde. Alle nogle som skulle trænes og bruges og især ville vi have 2 hvalpe – Nevis på 1 år og en hvalp på 10 uger. Vi havde 2 måneder før mødt Lis og Peter som kom for at snakke Springer Spaniel. Da de kom ind i huset forelskede de sig hovedkuls i Nevis og ville købe hende. Men vi sagde naturligvis nej. Nu var situationen en anden og efter at have tænkt og tænkt og tænkt, så blev beslutningen at Nevis flyttede til Lis og Peter. Hun har det som “blommen i et æg”, er møj forkælet, skal være jagthund og har “egen gård i Sverige”. Men …………………. mit hjerte har været revet i 1000 stykker. De første måneder så vi ikke Nevis, for hun skulle falde rigtig til (og jeg kunne heller ikke), men vi var i næsten daglig kontakt med Lis og Peter. Nu har jeg besøgt hende og hun blev meget glad da hun så mig, men hun vidste også at hun skulle blive da jeg gik. Så alt er godt men hvor har det været svært.